betragtninger

om scenografi
Scenografi er evnen til at skabe en visuelt funderet forførende illusion. Det er kravet om at skabe omgivelser, der umærkeligt indrammer en fortælling. En velfungerende scenografi kan af beskueren perciperes på en tiende del af et sekund – og stadig efter en time give ekkoer af karakterers fortid, nutid og fremtid, dramaet og konflikten. Scenografi er en funktion af fortællingen. Uden en historie at fortælle, ingen scenografi. Alt i scenografien er hentet i fortællingen. Scenografen kan lægge til, hvad han/hun i forvejen har hentet i stykket. Men han/hun kan aldrig tillade sig frit at fabulere. Man kan som scenograf i proces slå nogle gigantiske buer og voldsomme sving. Her er intet for stort og intet for vildt. Men scenografien skal altid landes således, at den stadig er fortællingens ydmyge og tro tjener. I mit univers hænger designet af rumlige størrelser, kostumer, rekvisitter, lys og lyd uløseligt sammen. Scenografien er alt det, der for publikum er synligt. Alt hvad publikum ser, skulle gerne spille sammen. D.v.s. være afstemt og ikke komme til at stå i vejen for hinanden. At spille sammen betyder ikke være gennemarbejdet i harmoniske farve- og formvalg. At spille sammen betyder i mit univers at de forskellige udtryk afstemmer sig i forhold til hinanden med fortællingen som styrende partitur. Et andet aspekt af scenografien er det produktionsøkonomiske og produktionstekniske. Med mere end 30 teaterproduktioner på CV’et har man overstået sin læretid. Økonomi er et vilkår på linie med bygge- og prøvetid, teaterrumsdimensioner og mandskabs-ressourcer.

om productiondesign
For snart mange år siden hed det filmarkitekt. Siden blev designeren kaldt scenograf på filmproduktioner. De seneste tyve år har begrebet productiondesign spøgt i dansk filmproduktion. Langsomt er begrebet ved at finde sin plads blandt filmproduktionens mange funktioner. Men stadig kan man høre filmfolk sige: ” Vi har ikke råd til at ansætte en productiondesigner !”

Hvad er det da, at en productiondesigner kan/gør som retfærdiggør hans/hendes eksistensberettigelse ?

Film er et rimeligt komplekst medie. En film består at et avanceret lydspor og en pokkers masse billeder sat i rækkefølge. Hver eneste af alle disse billeder indeholder (visuel) information som sammenlagt bliver til – sammen med lydsporet – filmens fortælling. En del af den information er skuespilleres ageren og mimik. Resten er sminke, frisure, kostumer, personlige rekvisitter, andre rekvisitter, møbler, transportmidler, interiøre rum og eksteriøre rum, vejrlig, lys og andre effekter. Disse kommer til udtryk i lys og farve, former og materialer, tid og bevægelse. Hvem styrer doseringen af alle disse parametre ? I Danmark har der været tradition for, at det styrer de respektive afdelinger under instruktørens – nogen gange fotografens og andre gange igen producerens direktiver.

Det er heldigvis ikke kun mig og amerikanerne, der kan se det indlysende i, at een funktion styrer alle disse parametre.Jeg tror på planlægning. Min erfaring siger mig, at når man arbejder med et så komplekst medie med så stram en økonomi, er planlægning en fuldstændig afgørende faktor for at kunne få produktionen gennemført inden for den i budgettet afsatte tid. Gennem grundig planlægning kan man gennemføre en filmproduktion inden for den normerede tid og økonomi !

Og selvfølgelig skal produktionen gennemføres inden for den normerede tid og økonomi. Men hvad med det kunstneriske udtryk ? Alt det vi ser på lærredet – altså bortset fra skuespillernes ageren og mimik – skal så forberedes i præproduktionen. Hvor meget får kostumieren talt med rekvisitøren om personlige rekvisitter ? Hvor meget får scenografen (setdesigneren) talt med fotografen om lys ? Hvor meget får sminken talt med speciel effekt om hår og frisure i forhold til de effekter, der skal afvikles i scene 32 ? Hvorvidt får kostumier og scenograf talt sammen om farver i lejlighedsscenen ? Hvor meget får folk, der beskæftiger sig med alle de elementer, der udgør det samlede visuelle udtryk, talt med hinanden om alle de udtryksmæssige relationer, der opstår hele vejen gennem manuscriptet ? Min påstand er; det når de kun, når det drejer sig om det absolut mest indlysende. Alt for meget bliver overladt til tilfældigheden eller bliver affejet med: “… jamen, det ser folk jo ikke alligevel !”

Hvis man derimod tillod sig den tanke at een funktion/person, stod med ansvaret for, at alle disse visuelle udtryk var organiserede, styrede og planlagt ned til hver enkelt indstilling, så var sandsynligheden også større for at der kunne lægges et kunstnerisk greb ud over de tusindvis af valg, som den funktion skulle varetage. Det kunne måske skabe en anden og mere interessant visualitet i danske film ? Jeg mener, at dansk film ville vinde ved fast at tilknytte productiondesignere i filmenes udviklingsfase. Det er også i denne fase at productiondesigneren vil kunne bidrage med visuelt materiale som bilag, når filmen skal finde sin finansiering. Et er at søge penge med en god historie, noget andet er samtidig at kunne anskueliggøre filmens visuelle fremtoning for eventuelle investorer.

En designer hyret i en til to måneder i udviklingsfasen, er en overskuelig udgift på en films produktionsbudget. For den billige investering vil filmen få en gevinst i form af en visuel side, der er gennemarbejdet fra det første sorte billede til det sidste sorte ditto. En film, hvor hele det audio-visuelle udtryksspektrum er en aktiv medfortæller og en understøtter, fra anslaget, over præsentationen, hele vejen gennem konflikten og frem til klimaks.

om design
Begrebet ”design” bliver i disse år desværre brugt ukritisk. Efterhånden er alt ”design”. Mode er design. Isenkram er design. Lamper og tapet er design. Boligindretning er design. Listen er lang og man kan selv fortsætte.

Det er en uheldig udvikling, idet begrebet så mister sit betydningsbærende indhold.

Hvis det skal give mening at tale om design, så må begrebet kunne lade sig adskille fra begreber som f.x. styling, formgivning og dekoration. Jeg hælder stadig til den holdning, som også er formidlet bl.a. af designeren Viktor Papanek: Design har sin berettigelse ved via en proces at løse et problem. Problemet kan være småt, næsten forsvindende eller det kan være omfangsrigt og væsentligt. Dog skal designet kunne det samme: At løse et problem således at den menneskelige verden har fået tilført et gode som øger menneskets tilgængelighed til fortsat udvikling – åndeligt såvel som materielt – i dets hverdag.